“Kære Direktør, vi har ikke længere brug for dig!”

En artikel af Lars Frisk Rossen, Leaders International, www.leaders.dk, tlf. +45 3150 6502, email lfr@leaders.dk

Ordene er ikke et direkte citat, men det er følelsen, hver enkelt står med, når man modtager sin opsigelse.

Især når den kommer uventet, som den gjorde, den aften Allan Lawaetz Nielsen modtog sin.

Spørger man den faglige organisation Lederne, så er statistikken entydig. Der er kun 2,4 % ledige ledere, men det tager i gennemsnit 14 måneder at komme i nyt arbejde. Er man Administrerende Direktør som Allan er det ekstra udtalt, for hvem tror på, at han nu vil andet end at sidde for bordenden? At han ville kunne nøjes med mindre?

Dette er historien om Allan og den pragmatiske og inspirerende vej han har valgt at føre sig ud af krisen på.

Den er skrevet som inspiration til og anerkendelse af alle jobsøgende, uden skelen til funktion, titel eller niveau. God læselyst!

Mødet med Allan

Allan og jeg mødtes gennem netværket “Topleder på vej ” eller TPV i daglig tale.  At være på vej er at være mellem to stillinger. Eller fyret, som det hedder, der hvor jeg kommer fra. Du kommer med, når det sker, og forpligter dig til og så at tage aktiv del i netværket til gavn for andre, når du er kommet i arbejde igen. Alt sammen på frivillighedens basis.

Jeg mødte Allan første gang på en café i Fredericia d. 3. januar. Fredericia er en smuk by. Gamle bygninger i et moderne tilsnit med lige og ensrettede gader præcis på samme måde, som man finder det i New York og Chicago, men der hører sammenligningen også op. Det var tydeligvis udkants Danmark. En enkelt fejemaskine i mennesketomme gader. Byen var domineret af mørke vinduer og jeg fik følelsen af, at den i dag er en skygge af, hvad den engang var. Det syntes symptomatisk, at det eneste sted man kan mødes kl. 9 i Fredericia er på det lokale bageri, der med jyskforretningsnæse er blevet udvidet til cafe “Den Gyldne Ovn”.

Den lidt triste scene til trods var det en sand fornøjelse at møde Allan. Positiv, nysgerrig og imødekommende. Måske var det kontrasten, der fik mig til at bemærke det, men da det på ingen måde fortonede sig i de næste 60 minutters personlige fortælling om sin situation var det tydeligt, at vi ikke alene delte værdifællesskab, men også at vi skulle mødes igen, for her var noget at lære.

Næste gang vi mødtes var i det indre København, og indlægget her er det direkte resultat af 3 timers indgående og ærlig dialog om, hvordan man gennem selvledelse kan vende krisen til en gave og øge sin chance for ikke alene succes, men også mening i livet. Men lad mig starte med begyndelsen, på en spændende rejse.

Fyret – og hvad så?

Allan vidste ikke, hvad der ramte ham, da hans bestyrelsesformand gav ham nyheden. Som den sande fighter han er, tog han det med oprejst pande, men hjernen var allerede gået i selvsving. Hvordan skal jeg forklare det til Helle og vores to døtre Helene og Marie? Hvad siger vennerne? Hvordan sikrer jeg mig økonomisk? Hvem skal jeg ud at tale med – gerne så hurtigt som muligt? Kender jeg overhovedet en ordentlig headhunter?

De første par døgn var lidt tumultariske, men ikke noget, der ikke kunne håndteres. Vanen tro, så var handling en del af medicinen. En plan for at få sagt ordentligt farvel blev etableret. Overdragelse til sin efterfølger blev sat på skinner. At smække med døren var på intet tidspunkt en overvejelse og de første to uger gik hurtigt.

Men så skete det.

Det var en formiddag. Konen og pigerne var taget på arbejde og i skole. Allan sad i stuen i med sin iPhone og slettede de sidste gentagende aftaler i sin kalender, og nærmest som på autopilot kiggede han ind i dagene, der kom.

De var tomme. Gabende tomme.

Ikke en aftale. Erkendelsen af at han var overflødig begyndte at tage form. Han repræsenterede ikke længere en værdi. Var ikke længere en del af fællesskabet. Jeg spurgte ikke detaljeret indtil Allans følelser den formiddag, men udtrykket på hans ansigt fortalte tydeligt, at den dag stod klart i hans erindring, og den blev ikke genkaldt med glæde.

Tag styringen!

En del af Allans aftrædelse var en outplacement ordning. Outplacement er professionel hjælp til at bringe sig videre til den næste stilling på en god måde. Det er de færreste, der får tilbudt en sådan ordning, og når vi gør vil vi typisk gribe ud i netværket for at finde en god leverandør gennem anbefaling fra andre. Men Allan valgte at gribe det lidt anderledes an. En hurtig analyse klargjorde ikke alene, hvad en outplacement konsulent skulle bruges til, men også hvordan han eller hun skulle støtte Allan i det fuldtidsarbejde, det er, at finde den næste relevante udfordring.

Det gav en liste af kriterier, der skulle indfries og dannede grundlag for de efterfølgende interviews. Ikke af Allan, men af de konsulenter, der kunne komme på tale som potentiel sparringspartner, og han er ikke i tvivl om, at udvælgelsen var medvirken de årsag til forløbets succes.

Misforstå mig ikke. Allan er ikke i job endnu. Det kunne han nok sagtens have været, men så havde det højst sandsynligt ikke været i det rette. Og det er ikke fordi, han ikke ofte har flirtet med tanker om at gå to niveauer ned eller den klassiske: At blive konsulent.

Heldigvis blev det kun ved flirten, for det man gør skal man gøre fuldt og helt. Med passion og virkelyst, som kan være svært at finde, når man vælger en løsning af de forkerte årsager.

En væsentlig del af at være på rejsen mellem to jobs, er at kigge ud af vinduet og nyde synet af landskabet, der passerer forbi. Med andre ord som på en togrejse nyde fordelene ved at være i en situation, hvor man alligevel ikke kan foretage sig andet end være tilstede. Men det er svært.

I limbo – og hvad så?

Første gang det skete var en morgen efter at hans tre piger var ude af døren. Morgensolen bragede ind gennem vinduerne og bevæbnet med en kop kaffe og en morgenbolle indtog han terrassen. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde haft terrassen for sig selv, og slet ikke den luksus at kunne sidde i sit eget selskab og nyde morgenen folde sig ud. Glæden over at kunne prioritere sig selv bredte sig som varmen fra solen.

Morgenmaden gled hurtigt ned og med det mentale selvbillede af en søløve i solen på en isflage, satte han sig godt tilbage i stolen, lukkede øjnene og nød roen. Men lige så hurtigt som han var gledet på plads i stolens behagelighed, lige så hurtigt fløj han op igen. Rastløsheden var tydelig. Jeg kan ikke sidde her! Jeg må i gang!

Frygten for at tabe momentum eller at fortabe sig i magelighed pressede sig på.

Det er stressende at være på jobjagt. Det kræver usædvanlig meget is i maven og evne til at mindsette sig selv at være i det arbejdsløse limbo. Vi har alle hørt historierne om, hvordan dage kan begynde at flyde ind i hinanden. At man glemmer at opretholde selvdisciplinen. At ting udskydes til i morgen, for der er jo tid nok til rådighed.

Det er i disse situationer, at selvledelsen skal tage over. Ikke for at skabe resultater, men for at bringe en væk fra limboet og det at forholde sig til situationen hele tiden. Når man befinder sig i limbo er man ikke attraktiv. Rastløsheden kan både fornemmes og i grelle tilfælde ses, og det er ikke rastløshed, der giver dig det næste job.

Allan dykkede ned i sin værktøjskasse velvidende, at den eneste, der kunne bringe ham videre, var ham selv. Han begyndte at stille sig SMART’e mål og handle på dem. Men erkendelsen af at jobsøgning hurtigt kunne blive en alt fortærende disciplin måtte han sikre sig, at det ikke kun kom til at dreje sig om det.

Faktisk havde Helle mindet ham om, at situationen gav ham nye og andre muligheder. Han kunne være mere sammen med pigerne. Der var projekter omkring huset, som han (ikke hun …) længe havde ville gøre noget ved, og måske var det nu, at de skulle prioriteres.

Så målene blev defineret bredere til også at inkludere alle andre aspekter i livet. Noget der bl.a. senere medførte, at han fik tid til at overvære og deltage i Maries skoledag og prioritere 5 timers fysisk træning hver uge. Begge ting noget som gav både energi og modstandskraft i tiden, der kom.

Varig udvikling = varige (og bæredygtige) resultater

Effekten af at lede sig selv ud af en svær situation er øget selvtillid. Bevidstheden om at man har overvundet den indre svinehund er en gave i sig selv, men for Allan blev det uventede perspektiv, der fulgte, den største gave.

Allan havde som administrerende direktør vokset sig op gennem firmaets rækker, og var mest af historiske årsag er blevet involveret i rigtigt mange – alt for mange – af virksomhedens driftsopgaver. Han var jo den, der havde indsigt, så det var naturligt at gå til ham, når man som medarbejder havde en udfordring. For Allan var det naturligt at gribe bolden, for det havde han gjort så mange gange før. Nogle gange var det også bare lettere at handle frem for at delegere, når man stod i situationen.

Ude af situationen, og som en del af outplacement forløbet, fik Allan mulighed for at reflektere over sit lederskab. Hvorfor var han blevet administrerende direktør? Hvad var det i rollen, der gav motivation og næring? Hvad demotiverede og trak energi væk fra at udfylde rollen helt?

For Allan var svaret på motivation at lede ledere. En helt særlig disciplin, som han grundet sin involvering i firmaets drift ikke havde dedikeret nok tid til. Hans naturlige passion og evne for at skabe overblik og delegere, var ganske enkelt ikke blevet brugt nok, og han havde kun sig selv at bebrejde.

Hvad værre er, så er det netop Allans evne til at perspektivere, fokusere og delegere, som kan skabe virksomheder, der kan modstå hårde tider og forandringernes vilkår. Det kræver blot, at han holder sig ude af driften, og det kan være svært nok i sig selv. Udfordringen er hverdagen, opgaverne og medarbejderne, der vedholdende og på den gode måde skal holdes et skridt fra livet, for at lederne i virksomheden kan få manøvrerum til at træde i karakter.

Men hvorfor vente til at man ikke er i job, for at få mulighed for den erkendelse? Det var mit provokerende spørgsmål til Allan på cafeen i Gothersgade, og heldigvis svarede han: “Det er der ingen grund til! ”

Man skal skærpe saven!

Man skal finde tiden til at skærpe saven i dagligdagen. Som administrerende direktør skal man ikke have fokus på her og nu. Det er derfor, man arbejder i en direktion, hvor de øvrige medlemmer varetager den daglige drift, og man selv dels fokuserer på at profilere og sælge virksomheden og dens produkter/ydelser, og dels sikrer den fortsatte vækst ved at være foran resten af organisationen.

Det kræver tid at kunne perspektivere og se muligheder. Det kræver ledelseskraft og – fokus ikke at forstyrre den daglige drift med et stadigt flow af nye tiltag og initiativer. Ligesom det kræver en ekstraordinær indsats fortil stadighed at være på forkant med udviklingen. At udvise rettidig omhu, som Hr. Møller udtrykte det, i et nu alt for slidt citat. Men at det er slidt, gør det ikke mindre rigtigt.

Allans erkendelse af at den ledelsesmæssige sav skal skærpes både for ham selv og sine mellemledere er en af årsagerne til, at Allan er et kæmpe aktiv for den næste organisation, som han får under sine vinger.

Hvad enten det er som divisionsdirektør eller administrerende direktør, så har Alla evnen og viljen til ikke alene at lede sin forretning, men også sine ledere, på en måde, der sikrer varige resultater. Når vi når til niveauet, hvor det personlige forretningslederskab bliver ens væsentligste faglighed, oplever vi også at blive fri af branchetilhørsforhold. Problemstillingerne er oftest de samme, og evnen til at eksekvere på dem bliver et spørgsmål om at kunne engagere de, der har de faglige ansvar.

Så hvor Allan lander og hvordan, det har vi ingen anelse om. Men at følge Allan på sidelinje med et nyt ledelsesteam, og se hvordan både team og forretning udvikler sig … DET bliver spændende!

Til orientering stiller Allan gerne op til inspirerende foredrag under artiklens titel. Kontakt gerne Leaders International (+45 31 506 502) eller Allan (+45 2760 9500) direkte med henblik på at aftale nærmere.